Copyright © 2020 by Aksel Studsgarth
All rights reserved. No part of this publication may be reproduced, distributed, or transmitted in any form or by any means, including photocopying, recording, or other electronic or mechanical methods, without the prior written permission of the publisher, except in the case of brief quotations embodied in critical reviews and certain other noncommercial uses permitted by copyright law. For permission requests, write to the publisher, addressed “Attention: Permissions Coordinator,” at the address below.
Redhanded ApS
Sølystparken 5
2990
Nivå
Denmark
a.studsgarth@gmail.com
AUTOMATEN. 1983
Jeg må have cyklet forbi kondomautomaten på vej til og fra skole mindst 1000 gange, uden rigtig at lægge mærke til den.
Den hang bare der hos Frisør Arvid under den solblegede baldakin.
En af den slags ting man ser så mange gange at de bliver usynlige, en del af landskabet som en lygtepæl eller en brandhane.
I hvert fald indtil den nat vi besluttede at stjæle den.
Det var lørdag aften.
Peter, Allan, Stefan og så mig havde været en tur på tanken.
Peter’s storebror Lennart arbejdede der i weekenden og han havde efter en længere forhandling solgt os tre poser chips og en kasse Tuborg ude fra lageret for en halvtredser.
Nu sad vi for guderne ved hvilken gang i Allans kælder uden andre planer end at drikke os i hegnet.
Det var ellers ikke fordi der var noget galt med Allans kælder.
Han boede i en af de mellemstore kasser ned til Rungsted Strandvej og da hans forældre året inden opgraderede stuen, rykkede de hele det gamle møblement nedenunder, inklusive B&O anlægget.
Og så var der pornobladene. Allans forældre var læger og for os var det en helt igennem saglig forklaring på faderens store samling af alfabetiserede perversioner. Vi snakker ikke Ugens Rapport eller Playboy.
Nej, hos Allan var det den stenhårde slags.
I A4 format og tysk tekst med billeder der sugede en ind, trods angsten for at både ens sjæl og et fremtidigt sexliv ville forkulle hvis man stirrede for længe på de glittede sider.
”Spandau Ballet,” roterede på pladespilleren mens jeg bladrede i stakken af vinyl. Peter sad i sofaen med et Weekend Sex i den ene hånd mens han med den anden rutineret spolede et kassettebånd tilbage med en blyant som var det en skralde.
Allan og Stefan kastede ølkapsler i hovedet på hinanden. Det var ved at eskalere til en regulær slåskamp da Allans mor kom ned af kældertrappen.
”Hej drenge. Hygger i jer?” sagde hun og balancerede et fyldt rødvinsglas og et Instamatic kamera der hang i en strop fra hendes tynde håndled.
”Joh, ja,” sagde vi i kor.
”Allan skat, jeg har et billede tilovers på rullen fra vores ferie til Rhodos og jeg vil gerne have den sendt til fremkaldelse. Jeg tænkte jeg kunne tage et billede af jer drenge? Hvis i alle sammen sætter jer i sofaen og måske lige fjerner fars blade…”
Som svar pressede Allan to ølkapsler op i næseborene. Han havde verdens største næsebor.
”Ej søde Allan, kan du ikke lade være med det?”
”Det er sådan her eller der bliver ikke noget billede,” bekendtgjorte han og satte sig i sofaen sammen med os andre.
Hun trak på skuldrene. ”Smil drenge.”
Sekundet efter blev vi blændet af den lille blitzterning.
Jeg har stadig en kopi af billedet.
Yderst til venstre sidder Allan med kapslerne i næsen og en lang sort læderfrakke. Den er dækket med anarkistiske slagord skrevet med Tippex. Det er svært at tyde dem, Allan stavede som en brækket arm.
Ved siden af sidder Stefan. Han var midt i en kortvarig men intensiv New Romantics fase med øjenskygge, højtaljede sorte gulerodsbukser og rulleskøjter.
Peter sidder og smiler med en øl i hånden. Han ligner en kommende børsmægler. Tætbygget, med føntørret hår og lyserød Lacoste trøje. Hovedtelefoner om halsen. Og en evne til at tørlægge en kasse øl som cementerede hans status i gruppen.
Og så er der mig yderst til højre. Tynd som et sugerør, i en hvid T-shirt stoppet ned i cowboybukser, stoppet ned i hvide tennis sokker.
Vi var ret homogene i vores individualitet.
***
“Skal vi virkelig bare sidde her og dø langsomt?” sagde Allan og klaskede et blad ned i kakkelbordet.
”Jeg har hørt at der er en fest i Vedbæk, nede hos Sanne B,” svarede Stefan.
Sanne B. var en af pigerne nede fra privatskolen hvor de rigtig riges børn gik. Hun havde egen bådebro, speedbåd og nogle helt utrolige bryster.
”Jeg tror ikke jeg er så velkommen nede hos Sanne B,” sagde Allan og gik i gang med at fylde en chillum. Han havde lavet den til keramik på ungdomsskolen. Den var både brændt og glaseret.
”Den der Puch Flagskib jeg købte for 200 kroner af din bror, Peter. Altså, jeg vidste godt knallerten var stjålet men sgu da ikke at den tilhørte Sanne B’s storebror. Han har lovet mig slag med en golfkølle selvom jeg har leveret den tilbage.”
”Du havde jo også malet et stort hagekors på tanken,” sagde Peter.
Allan trak på skuldrene.
”Jeg synes hagekorset var meget vellykket, og Puch knallerter er fra Østrig, ligesom Hitler. Jeg kan slet ikke se problemet.”
”Vi kan leje en Moviebox og noget splatter,” foreslog jeg.
”Nej. Jeg gider sgu ikke cykle hele vejen op til videobutikken.”
Allan åbnede kældervinduet og tændte for sin chillum.
”Så er der ryger.” Han tog et dybt hvæs og holdt vejret mens han nådigt lod den gå på omgang. Det var hjemmedyrket i baghaven ved siden af moderens tomater. Det smagte som om han havde stoppet hele den tørrede plante i en blender og håbet på det bedste.
Så åndede han langsomt ud med det særlige grin der som regel betød at nu skulle man spænde sikkerhedsselen.
”Kondomautomaten,” sagde han.
”Kondom hvad for noget?” sagde Stefan og prøvede ligesom mig at lade være med at hoste lungerne op.
”Automaten foran Frisør Arvid. Vi brækker den op.” Allan bankede resterne fra chillummen ud i vindueskarmen.
”Den der hvide kasse?” sagde Peter.
”Yes. Det er videnskabeligt bevist at rige mennesker får mere sex. Ergo boller folk næsten konstant her i Rungsted. Men, de er også bange for at få AIDS og flere børn og den slags. Så inden sengetid kører farmand op i sin Volvo iklædt slåbrok og stådreng. Der kan være op til 1000 kroner i sådan en automat. 1000 kroner delt med 4, det er 250 per mand for en halv times arbejde.”
”Men automaten hænger lige ud til Rungstedvej. Hvad nu hvis nogen ser os og ringer til politiet?” indvendte jeg.
”Hold nu op med at være sådan en lille duksedreng. Vi venter til klokken 2, så er det sidste tog for længst kørt og alle de voksne ligger i rødvinsmarinade og sover den ud. Vi er væk igen på max. ti minutter. Og frisør Arvid, han er forsikret. Han er sikkert kun glad for at vi tager den, så kan han få en ny op med neonskilt og et større udvalg.
Vi omfordeler goderne lidt og alle vinder. Og jeg ved ikke med jer små jomfruer men jeg kunne godt bruge noget gummi.”
Jeg stirrede ned i gulvet. Jeg var ikke kommet længere end til at kysse lidt med Helle fra C-klassen til en fest et par uger tidligere. Vi havde begge to undgået øjenkontakt siden. Det var ret akavet.
Allan gik hen under kældertrappen og kom tilbage med en gammel lærredsrygsæk. Han vendte bunden i vejret på den og hældte indholdet ud på bordet. Der var en lommelygte, et par rustne skruetrækkere, en rulle blåt nylonreb og et koben. Han holdt det op som var det et samuraisværd.
”Et rigtigt bræk. Hvad siger I?”
”Kontanter og kondomer? Jeg er klar,” sagde Peter med et ræb og åbnede endnu en øl ved at banke kapslen ned i bordkanten. Der røg en flig af.
”Stefan?” sagde Allan.
”Ja-ja, det gør vi, vi tømmer den fandeme.”
Allan vendte sig mod mig med et skævt smil. ”Hvad så? Tør du?”
Jeg kunne mærke helt ned i maven at det her var en sygt dårlig ide.
”Hold din kæft. Jeg tør sgu da godt.”
***
Klokken lidt i 2 stod vi så foran Frisør Arvid.
Byen sov. Luften var skarp og kølig og det lugtede af efterår.
Peter pegede på automaten med sin øl. ”1000 kroner? Derinde?”
Den var ikke imponerende. 30 x 70 centimeter sprøjtelakeret rustfrit stål med en sprække til mønterne øverst og tre håndtag nedenfor med små billeder af henholdsvis Standard, Ekstra creme, og Ribbed.
Allernederst var der en lille skuffe hvor kondomerne faldt ned efter man havde betalt og drejet et af håndtagene en omgang.
”1000 kroner? Ja, for satan. En pakke koster en tyver.” Allan gav den et klask med kobenet der stak ud af hans frakkeærme som en vanvittig piratklo.
”Kan i høre det? Der ligger over 200 femmere derinde og rasler rundt.”
”Er der kun femmere? Ingen tiere?”
”For helvede Peter, det er en ældre model. Tror I overhovedet på det her projekt?”
”Ja-ja, selvfølgelig gør vi det. Den er helt sikkert fuld af penge,” sagde Stefan.
”Okay. Skal vi så se at komme i gang? Hvem vil starte?”
”Mig, det vil jeg,” Stefan greb brækjernet, lirkede spidsen ind imellem automaten og murstensvæggen og begyndte at vride og presse. Rulleskøjterne gjorde det ikke nemmere. Der gik 5 minutter før han måtte tage en pause. Metalkanten var bukket en smule men ellers havde automaten næsten ikke rykket sig.
”Lad nu mig prøve,” Peter satte sin øl på jorden, tog sin jakke af og lagde den på bagagebæreren af sin cykel.
Automaten jamrede mens han vred kobenet frem og tilbage.
”Shit, det er hårdt. Lad os se hvor langt den er kommet ud,” sagde han efter et stykke tid.
Stefan stak hovedet helt op mod muren med det ene øje knebet sammen.
”Den er rykket en centimeter, men tjek lige de bolte den er sat fast i muren med. De er mindst 12 millimeter. Det er jo slet ikke i orden. Hvad er det for en slags mennesker der monterer noget med 12 millimeter bolte?”
”Det er da klart at den er sat ordentligt fast din spade, ellers blev den stjålet hver eneste weekend,” sagde Allan.
Peter fortsatte med kobenet.
Imens tog Allan en spraydåse frem fra sin frakkelomme og tegnede en stor cirkel med et A indeni på muren.
Så skrev han PEECE nedenunder.
”Fedt ikke? Så får borgerdyrene noget at tænke over.”
”Man staver altså PEACE med A,” sagde Peter.
”Gu gør man da pik,” Allan vendte sig mod mig. ”Du får jo altid 13 i diktat. Er PEACE med eller uden A?”
”Jeg er ikke sikker, men jeg tror det er med A.”
Jeg var 100% sikker.
Allan sagde ikke noget men klemte så et tyndt A ind imellem de to E’er.
”P-E-A-E-C-E. Tilfreds? Er det ikke din tur til at lave noget?”
Jeg nikkede, tog kobenet og lagde alle kræfter i.
”Kom så Mulle, brug så de polioarme. Du vil gerne være med i klubben ikke?” sagde Allan. De andre hulkede af grin.
”Shit, det her kommer jo til at tage flere timer,” sagde Stefan og tog kobenet.
Mine arme føltes som lakridsbånd men trods mine anstrengelser var automaten kun blevet rykket få millimeter længere ud.
Allan havde ikke tilbudt sig endnu, han stod lidt væk og holdt sin krave op foran ansigtet mens han fik ild på en King’s.
”Var lyset derover tændt før?” sagde Peter og pegede på en murstensvilla på den anden side af vejen. Der var lys i et vindue på førstesalen.
”Det er nok en eller gammel stodder der er ude og pisse 3-4 gange i løbet af en nat. Han slukker om et øjeblik når han har fået rystet færdig,” sagde Allan.
Peter bundede roligt sin sidste øl og stillede den på jorden. ”Og hvis han ikke gør?”
”Hvis han ikke slukker inden 5 minutter er vi dem der er skredet. Så har han ringet efter politiet.”
Vi skiftedes til at tage et hiv af Allans cigaret mens vi tavse stirrede på vinduet.
Fire lange minutter senere gik lyset ud igen.
”Der kan i bare se. Benign Prostata Hyperblasi,” sagde Allan.
***
”Jeg er blevet sulten, som i ædeflip-sulten. Det må være al den tjald vi røg,” sagde Stefan mens han kørte rundt i store ottetaller. ”Er der nogen der skal have noget med fra bageren?”
”Klokken er over 3 om natten,” sagde jeg.
”Ja-ja. I det her øjeblik står bageren i hvid net-undertrøje og ælter brød mens han ryger cigarer. Man kan bare gå ind af bagdøren og købe. Det ved alle sgu da.”
”Siger du at han står og asker ned i brødet? Det er fandeme ulækkert.”
”Vær nu ikke så sart. Du har spist snegle og romkugler fra den bager hele livet. Skal du have noget med eller hvad?”
”Ok jeg skal have en snegl.” Jeg gav ham en femmer. ”Men tjek den lige for cigarskod, ikke?”
”Ja-ja. Allan, Peter?”
Peter fandt et par mønter frem. ”Jeg kunne godt bruge et halvt franskbrød til at suge noget af sprutten i min mave op. Jeg skal ud med aviser om nogle timer.”
”Jeg skal have 2 berlinere, nej 3,” sagde Allan.
Stefan holdt hånden frem. ”De koster 4 kroner stykket.”
”Du er simpelthen sådan en kapitalist. Og du køber jo alligevel på regning.”
”Da ikke fra bagdøren.”
”Altså, jeg har ikke nogle penge på mig. Men hvis du lægger ud kan du få de 12 kroner når vi får tømt maskinen. Hvis det altså er så vigtigt for dig.”
Stefan trak på skuldrene og rullede op ad vejen med lange glidende bevægelser.
”Skynd dig tilbage,” råbte Allan efter ham. Stefan løftede armen til hilsen. Et øjeblik efter var han forsvundet hen over jernbanebroen.
Efter en halv times yderligere kamp med automaten måtte vi erkende at den sad endnu bedre fast end vi havde troet, samt at Stefan ikke kom tilbage.
”Han får ikke en krone af udbyttet,” sagde Allan og tændte endnu en King’s. Han tog et hiv og pustede røgen ud gennem næsen i små vrede stød.
Det mindede mig om en lille dampmaskine jeg havde. Sådan en der var lavet i messing og kørte på sprittabletter.
Plop!
En regndråbe ramte min hovedbund og 30 sekunder senere stod regnen ned i stænger.
Vi søgte ly under baldakinen. Lyden af de store tunge dråber der ramte det gennemblødte stof var øredøvende, og vand sejlede henover mine sko og videre ned ad gaden.
Efter hvad der føltes som timer stilnede regnen endelig af.
”Nå, skal vi fortsætte?” sagde Allan.
Peter stod og svajede lidt. Så kiggede han på sit ur.
”Ved I hvad drenge? Jeg skal ud med aviser nu. Jeg smutter.”
”Ej Peter, det kan du sgu da ikke. Vi er næsten i mål.” Allan pegede anklagende på automaten der hang bulet og ramponeret men stadig godt fastgjort til muren.
”Sorry. Vi sås.” Peter tørrede vandet af sadlen og tog hovedtelefoner på. Så steg han med et vist besvær op på sin cykel og slingrede langsomt ned af vejen mens han sang. Jeg tror det var Kids in America.
”Peter, Peter for helvede,” råbte Allan efter ham.
Så vendte han sig mod mig. ”Nå? Skal du også hjem?” Han næsten spyttede ordene ud.
Jeg havde også fået nok. Ideen havde været åndssvag fra begyndelsen. Jeg var træt og gennemblødt, og det føltes som jeg havde fået 100 lammere op og ned af armene.
”Ved du hvad Allan, jeg synes måske…” Længere nåede jeg ikke før vi begge hørte det. Den helt igennem frygtindgydende lyd af en politibil under udrykning.
”Det er panserne. Løøøøb for fanden!” råbte Allan. Han greb sin rygsæk og hurtigere end jeg nogensinde havde set ham bevæge sig, sprang han over hegnet til den nærmeste have og forsvandt ind i mørket med den lange læderfrakke flagrende efter sig.
Jeg vidste at jeg skulle gøre det samme, bare komme væk.
Men, min krop havde lukket ned for signalerne fra min hjerne. Jeg stod som var mine fødder boltet ned i asfalten da den sort-hvide Ford Taunus kom hamrende over jernbanebroen og bremsede halvvejs oppe på fortovet.
En ældre politimand steg ud.
Han tændte en lommelygte og lyste først på den skamferede
kondomautomat, så på Allans stadig dryppende graffiti og til slut på kobenet der
lå efterladt på jorden.
”Amatører.”
Så svingede han lyskeglen op i mit ansigt.
”Er det her noget som du kender til?”
”Øh, nej, jeg har ikke set noget,” sagde jeg med en skinger stemme jeg slet ikke genkendte.
”Hvad laver du så her?”
”Jeg kom bare forbi, jeg, jeg er ude og lede efter vores hund.”
”Din hund? Klokken er over 4 om natten.”
”Ja, jeg kom hjem fra en fest nede i Vedbæk og da jeg åbnede hoveddøren slap den ud. Cæsar er i løbetid så min mor er helt hysterisk med at den skal være inde. Det er en meget fin racehund.”
”En hunhund der hedder Cæsar?”
”J-ja da vi fik den troede vi først det var en hanhund med meget små klunker. Men så blev den altså gravid.”
Løgnene kom flydende ud af mig som skummetmælk.
”Og i hvilken retning løb din hund?”
”Den vej,” jeg pegede i retning af jernbanebroen.
”Javel.” Han drejede lyskeglen op på muren bag mig.
”Ved du hvad? Vi laver en lille diktat. Hvordan staver man til PEACE?” sagde han.
”P-E-A-C-E?”
”Ikke med et ekstra E?”
”N-nej.”
”Og du er helt sikker?”
Jeg nikkede ivrigt.
”Jeg tror du har ret.” Han slukkede for lygten og begyndte at gå tilbage mod bilen.
”Skal du ikke tjekke for fingeraftryk, sko aftryk, sådan noget politiarbejde?” plaprede jeg.
Han kløede sig under kasketten og kiggede mig lige i øjnene. ”Automaten hænger der jo endnu så lige nu er det kun simpelt hærværk. Desuden tror jeg sgu ikke vi finder gerningsmændene i vores register. Det her, det er lavet af et par knægte med nogle små hjerner som med tiden forhåbentlig vokser sig lidt større.”
Han åbnede bildøren. ”Vi tager fat i frisør Arvid i morgen. Jeg skal videre ned og lukke den der fest i Vedbæk, naboerne siger de er ved at splitte huset ad. Held og lykke med at finde din hund.”
Så kørte han.
Jeg satte mig ned.
Stefan var kørt, det var Peter også og Allan? Han var spunset tværs igennem ligusterhække og rosenbuske hele vejen hjem.
Og der sad jeg. Lettet, men også vred. Vred på Allans latterlige ide, vred på de to andre der var skredet en efter en. Og på en eller anden måde også på betjenten der ikke så vores bræk som en rigtig forbrydelse.
Jeg rejste mig.
Jeg kunne bare være gået hjem som de andre.
I stedet samlede jeg kobenet op og begyndte igen at lirke automaten ud af muren en millimeter af gangen.
Nu skulle jeg fandeme vise dem alle sammen.
Der var måske gået et kvarter da en knallert brød stilheden. Jeg genkendte den blå Yamaha, lastet med tommetykke søndagsaviser der stak op fra to grønne sadeltasker. Det var Lennart.
Han standsede. ”Hvad har du gang i?”
Jeg trak på skuldrene.
”Hvor er dine små venner?” fortsatte han.
”Er det Peters aviser du kører ud med?”
Han nikkede. ”Ja, lillebror lå og ørlede da jeg kørte. Han betaler mig dobbelt så han ikke bliver fyret. Det er min gamle rute, jeg kan lave den på ingen tid. Skal du have hjælp?”
”Hvad mener du?”
Han pegede på automaten.
”Du er altså ikke den første i verdenshistorien der har prøvet at få sådan et apparat med hjem. Jeg kan se du har et reb.”
Han klappede kærligt på Yamaha’ens benzintank. ”Den her frækkert er boret, hakket, planet og tunet. Seks hestekræfter, fire gear og så er der Japanske motocross dæk på. Vi sætter rebet fast på min bagagebærer og trækker automaten ud.”
”Hvad skal du have for det?” Lennart var ikke typen der gjorde noget af sit gode hjerte.
”Tjah, jeg tænkte egentlig halvdelen af hvad der er indeni maskinen, men ved du hvad? Jeg har sgu ikke tid til at stå og banke den op bagefter. Aviserne skal ud. Lad os sige 200 kroner.”
”Jeg har kun 80.”
Han kiggede på sit ur. ”80 er okay.”
Jeg bandt rebet omkring maskinen og Lennart fastgjorde den anden ende til knallerten.
”Ok, når jeg giver gas sætter du kobenet ind og vrider alt hvad du kan. Klar?”
Jeg nikkede.
Lennart satte knallerten i gear. Motoren vrælede og sort røg steg op fra baghjulet der piskede rundt. Men kombinationen af kobenet og den beskedne håndfuld hestekræfter i Yamaha’en gjorde udslaget.
Som en genstridig visdomstand kom automaten endelig fri af muren. Den ramte jorden med et brag og kurede hen ad den våde asfalt mens gnister sprøjtede efter den før Lennart fik standset knallerten.
Jeg løb hen og løftede automaten op. Den var tungere end jeg havde troet.
”80 kroner tak.” sagde Lennart.
”Så skal du også give mig et lift hjem. Jeg kan jo ikke stå og åbne den her.”
”Hold kæft du er en kregler,” sagde han, næsten anerkendende.
Vi kørte igennem de øde villaveje, jeg siddende i spagat ovenpå avistaskerne, med automaten som en tredje passager imellem os da Lennart uden varsel huggede bremserne i.
”Hvad laver du? Hvad sker der? Jeg var lige ved at tabe automaten,” råbte jeg.
”Politiet, de holder længere oppe ad vejen.”
”Hvad gør vi?”
”Hold godt fast.”
Lennart slukkede for lyset og drejede skarpt til højre af en stikvej. Få sekunder senere kunne jeg både se og høre politiet der forfulgte os med fuld udrykning.
Selv uden kondom automat, søndagsaviser og en ekstra passager klarede Yamaha’en højst 50 km/t og patruljevognen lå uden besvær få meter bag os.
Selv uden kondom automat, søndagsaviser og en ekstra passager klarede Yamaha’en højst 50 km/t og patruljevognen lå uden besvær få meter bag os.
Jeg overvejede et kort desperat øjeblik at slippe automaten og lade den kollidere med politibilen.
Jeg valgte i stedet at kaste et par Berlingere. De landede som store insekter på forruden før de gled af og flaksede væk i mørket.
”Hvad laver du din spade? De aviser skal jeg ud med senere,” råbte Lennart.
Vi nærmede os jernbanebroen ved Bolbrovej.
”Vi tager banestien,” råbte Lennart og satte kursen mod cykelstien der løb parallelt med banelegemet hele vejen ind til Dyrehaven.
”Hvad?”
Jeg vidste at der stod to forskudte træbomme hvor man var tvunget til at stå af. Vi ville aldrig nå at springe af knallerten og bugsere den mellem bommene før vi var lagt i benlås.
Men Lennart satte ikke farten ned, tværtimod.
”Så stands dog menneske, er du blevet fuldkommen sindssyg?” råbte jeg, men han reagerede ikke.
Jeg lukkede øjnene og ventede på katastrofen.
Og så var vi igennem. Jeg kiggede bagud. Den ene bom lå smadret på jorden. Politibilen var standset, den kunne ikke følge os ind på den smalle sti.
”En bagstiv pakkepost kørte ind i bommen i sidste uge. Hvor heldig kan man være?”
”Jeg håber du har en vinkelsliber,” sagde Lennart grinende da han satte mig af ved indkørslen til vores hus.
Jeg slæbte automaten over i værkstedet som lå i forlængelse af garagen.
Selv efter at den var blevet bukket vind og skæv med et koben, trukket ud af en mur og slæbt hen ad asfalt var den stadig lukket som en østers.
Jeg kiggede mig omkring for at finde noget brugbart at åbne den med.
Udvalget var begrænset, min far fungerede bedre i jakkesæt end kedeldragt, men vi havde en elektrisk boremaskine. Jeg monterede det største bor jeg kunne finde og gik i gang.
Det var op ad bakke. Spidsen havde mere end svært ved at bide sig fast i den lakerede overflade og da boremaskinen begyndte at ryge og lugte af brændt plastic var der kun en håndfuld ubrugelige huller i automatens forside, som om jeg havde skudt til måls efter den.
Der skulle mere til.
På væggen hang der en gammel økse som den tidligere ejer af huset havde efterladt.
Øksehovedet var rustent og lavet til at flække brænde, ikke kondomautomater.
Men fanden tog ved mig. Jeg huggede løs.
Jeg blev ved og ved. Det må have larmet som ind i helvede men på det tidspunkt var jeg fuldkommen ligeglad om hele nabolaget kom løbende.
Og endelig, endelig, kunne jeg komme ind under kanten og krænge fronten op som var det en kæmpe dåse makrel.
Indeni automaten lå der 16 pakker kondomer og 75 kroner, inklusiv to svenske femmere.
Jeg havde mest af alt lyst til at lægge mig på gulvet og skrige, at svælge et stykke tid i selvmedlidenhed og skuffelse.
Men hvem skulle komme og trøste mig?
Jeg puttede mønterne i lommen og kondomerne i en pose.
Så satte jeg værktøjet på plads. Med lidt held gik der flere måneder før min far fik brug for økse eller boremaskine og fandt ud af at jeg havde smadret dem begge. Til slut kastede jeg en presenning hen over automaten.
Jeg var halvvejs oppe af trappen til mit værelse da jeg hørte min mor.
”Er det dig? Du er godt nok sent hjemme.”
”Ja jeg var til en fest.”
”Hvor henne?”
”Vedbæk.”
”Nåda. Var det en god fest?”
”Ja, den var ok.”
Hun løftede øjenbrynene et par millimeter.
”Stefan fik næsten slået en tand ud, han ramte en lygtepæl på rulleskøjter,” sagde jeg så.
”Ej stakkels ham.”
Jeg hældte et par flere løgne på hende og havde netop åbnet døren til mit værelse da hun sagde. ”Jeg hørte nogen sådan mærkelige bankelyde før. Og en sirene. Ved du hvad det var?”
”Næh. Måske var det hende den skøre i nummer 11? Hende der tror postbuddet er Sovjetisk spion?”
”Nej, hun har været indlagt siden august.”
”Nå. Så ved jeg det ikke. Godnat Mor.”
”Hvad har du i posen?”
”Ikke noget. Hold nu op med være sådan en Gestapo. Godnat sagde jeg.”
Jeg smækkede døren til mit værelse og smed mig på sengen.
Men, jeg kunne ikke sove. Tankerne for rundt i hovedet på mig.
Hvad nu hvis min mor eller far skulle hente noget i værkstedet og fik øje på automaten? Eller hvis politiet dukkede op med en ransagningskendelse? Nu var det jo både tyveri og flugt fra politiet.
Måske gik de allerede fra hus til hus?
Eller der var en indbygget radiosender i automaten og de kørte rundt med en pejlevogn?
Jeg vidste at hvis jeg nogensinde skulle få et roligt øjeblik måtte jeg få automaten bragt af vejen så den ikke kunne sættes i forbindelse med mig længere.
Jeg stod op igen og listede ud af huset.
Vores trillebør stod under æbletræet fuld af rådden nedfaldsfrugt og regnvand som jeg krængede udover græsplænen.
Jeg baksede automaten op i den og dækkede den til med presenningen. Så løftede jeg op i håndtagene og begyndte at gå.
Nedad de snoede sovende villaveje mens hjulet på trillebøren jamrede svagt af vægten og mangel på olie.
Ned til Strandvejen og havnen, forbi de lange rækker af store blå-hvide Finnsailer’s og folkebåde der allerede stod i vinterhi på høje træbukke.
Himlen over Sverige var ved at lysne da jeg nåede ud til molen. Der tippede jeg trillebøren.
Automaten ramte overfladen med et tilfredsstillende plask og sank øjeblikkeligt til bunds i det sorte vand mens nogle få bobler brød vandoverfladen.
Jeg gik hjem med trillebøren, stillede den tilbage i baghaven og sneg mig endnu engang op i seng uden at vække mine forældre.
Inde i mit klædeskab, bagved den store kasse med min racerbane og dampmaskinen lå posen med de 16 pakker kondomer.
****
Det var det store frikvarter og vi var gået over til stationen for at ryge.
Skoleelever havde efter et voldsomt svind i stationskiosken fået forbud mod at opholde os i ventesalen så vi sad på en bænk udenfor.
Et langt godstog rumlede langsomt forbi på vej mod Helsingør og færgen videre til Sverige.
Peter var ved at ridse Peter Pils 1983 ind i de røde mursten med et søm. En tilføjelse til de hundredevis af andre elevers navne som dækkede facaden helt tilbage fra før krigen.
”Det var ærgerligt at I to skulle hjem og puttes af mor, ellers havde vi fået automaten fri inden panserne kom,” sagde Allan mens han omhyggeligt brændte huller i kanten af sin trøje med en King’s.
”Hvad? Kom panserne? Langt ude,” sagde Stefan i en kort pause mellem to enorme frikadeller fra slagteren.
”Ja. De kom i 2-3 vogne, med hundepatrulje og det hele. Det var helt sindssygt, men jeg slap fra dem.”
Peter pustede rødt støv væk fra muren og smed sømmet på jorden. ”Ja, jeg skulle altså ud med aviser.”
Allan kiggede på mig. ”Hvor forsvandt du egentlig hen?”
Jeg tog et langt hiv af min cigaret og det lykkedes mig at sende et par absolut godkendte røgringe op i luften.
”I er sgu nogen svagpissere. Alle tre. I giver op for ingenting.” Jeg rakte ind i min jakkelomme, tog en håndfuld kondompakker ud og holdt dem op i en vifte som var det spillekort.
”Men ret skal være ret. Her er jeres del af udbyttet. Jeg går ud fra i gerne vil have dem med ekstra meget glidecreme?”
Udtrykket i deres ansigter var næsten det hele værd.